> Wergelands liv og verk > Wergelands skrifter > Mangfoldige Wergeland > Familien > Wergelands samtid > Arven etter Wergeland > Wergeland-bibliografi > Ressurstorg > Foredrag, undervisning > Forestillinger, opplesninger, konserter > Nye(re) utgivelser > Jubileumsmynt > Designressurser > Wergeland-sitater > Eksterne lenker > Sámegillii > Denne uke i Wergelands liv

Du er her:  Wergelands liv og verk | Ressurstorg | Wergeland-sitater Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster.   Det er det bedste, Forbindelsen at løse mellem Heste, som trække slet isammen. Amen!   Erindring er al vor Kundskabs Hjerte.   Fra Rigdom gaaer til Armod Bakke ned. Paa Vejen findes Stationer trende: "Uorden," "Dovenskab" og "Ødselhed" Værtshusets Navn ved Vejens Ende er "Elende."   Glem ei, du er Støv! Glem ei, du er mere end Støv!   Du svinger Svøben vild og vred Den Offeret paa Bagen maa svide svært; thi som du veed er Sandheden jo nagen.   Raad man nok kan give, Klogskab ei Hvo godt Raad Raad lod blive, lod Hjælpen gaae sin Vei.   Haab er gode Aanders Hvisken.   Betænk, at om du Græssets Spiren kjendte, da holdt du Skabelsens Nøgle i din Haand!   Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster.   ... og jeg skal overnikjøbet give dine Skillinger den Egenskab, at de blive til Dalere, naar du blot snuer dem dygtig.   Umuligt? Nei! grib bare an, og byd alvorligt til! Tro mig, min Ven, Den meget kan, som bare rigtigt vil.   Misnøiet ofte med dit Eget, Du ønsker dig saamangt og meget; men tak din Gud, som gav ei mere, end hvad han saae, du kunde bære   Christen, Moslem, Hedning, Jøde maatte dog hverandre møde inden samme Faders Arme.   Vinden blæser Blærer op, Indbildninger en Nar. De blie' nok begge stive, men tomme som de var.   Og med Harme, Brødre, vi mindes: end er Friheden hyllet i Slør. Skal dens Søster, Liigheden, findes kun som Fremmed ved Normandens Dør?   Fremad mod alle Baand, som qvæle Aand og Haand! Fremad til Alt, som Sandt er og Frit!   Lykke eller Ulykke ligger fremfor alt i de Anskuelser, man har om samme.   Er det ikke Hjertelag, Geni og Ulykke, Gud giver Udødelighedens fagreste Krandse?   Berøv ikke Landskabet dets brusende Bæk! Høistærede Vidjebusker, tillader Bækken at skumme, naar den gaaer imellem Stene.   Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen forat briste i høi Latter af en Glæde jeg ikke kan forklare mig?   Se, god er al Guds Skabnings Hær Fornuften dog det Bedste, thi den hans Billed bær. Gud derfor elsker den især.   Kort Tale Meget kan bebude. Vær ikke som en Bog, der tier først naar Alt er ude; men En, der mere veed, og tier dog.   Nei, Presse, løft din stærke Arm! befri Alverden i din Harm fra Tvang!   Intet – Større eller Mindre – Intet frugtløst og forspildt, er der Hensigt i dets Indre, længes ud det end saa vildt.   Der er Slægtskab mellem Sjelen og Stjernerne.   I Enkeltmand, som bliver underkuet, er Hver og En med samme Skjebne truet.   Vær i Et og Alt dig Selv! Det er Sejrens Kunst, min Sjel!   Stenen i Stefanens Pande – Den er Løgnen mod det Sande.   Ord? Som Verden saa foragter?                   Ord i Digt? Endnu meer foragteligt!   Se nøje, skal du øjne det Store i det Smaa. Sig Guddomstanker højne paa Græssets veke Straa.   Frihed uden Viisdom have, O det er en skræksom Gave!   Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv.   Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun Perler i mit Hjerte.   Sorgens Poesi er Stumhed. Aandens Øre hører den.   Vær Snegl i Raad, en Ørn i Daad!   Lidenskab er Last, bruges den slet; men Dyd, bruges den ret.   Onde Tanker banke altid paa. Luk til, saa maae de gaae.   Hør paa meget! tal dog blot Hvad til Tid og Sted er godt!   Løgnen kun Sekunden vinder. Intet Sandhedsord forsvinder.   Saa skjøn er ingen Jordens Blomst som Smilet.   ... en Vision er Beviis nok og læseligt nok for Troens Øie.   Nyd kun den Fryd, hvis Eftersmag dit Hjerte gjemmer med Behag.   Væk med Fylla, Boka, men ikke Flaska paa Hylla.   Heller end i Kiste samle Guld, saml du din Hjerneskal fuld!   Hjælp dig selv, er Tingen! Det jeg har af Fuglen lært. Bækken har mig Vand forært; men selv jeg maa det tage.   Det Stærkeste er Nødvendighed, som Alting overvinder. Det Viseste er Tiden, som alle Ting opfinder.   Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som jeg hader dumme glanende Øine.   Hvo finder i sig Selv ei Fred, forgjæves søger den paa andet Sted.   Ei Kjærlighed har noget Tomt omkring sig, liig Kilden rundtom hvilken Alting blomstrer.